Hvalpene stortrives

Så er hvalpene blevet 5 uger gamle. De leger, som aldrig før, og er begyndt at få hvalpefoder. Begge dele er noget de virkelig går meget op i. Specielt det med at lege – også kl. 7 om morgenen, hvor der kommer høje bjæf og små-piveri indefra stuen, hvor de er. Petrine leger også med hvalpene, og det ser så sjovt ud. Når vi er ude at gå tur med Petrine, så finder hun mad, som hun tager med op og overbringer til hvalpene. Det lyder smart og betænksomt, men deres små maver har nok ikke så godt af et pitabrød med kebab.

I går lavede vi et lille nyt hjem til dem. Det gamle hegn lagde de simpelthen bare ned. Og når vi så kom hjem fra arbejde, var der 6 små udbryder-konger rundt om i hele hytten. Nogle lå og sov, andre legede, og nogle stod og drak vand fra Petrines skål i køkkenet. Selvfølgelig tigiver man dem alle sammen. De er nogle små nuttede slyngler. Det nye hegn er stærkere og meget mere stift. Så nu ser vi frem til, at de kun kommer ud, når vi bestemmer.

God fornøjelse med de nye billeder. *vrouf*